Vandfaldene

Så til allersidst - i mandags inden jeg skulle hjem - gav jeg alligevel efter for det massive pres. Alle både i Argentina og Brasilien spurgte ustandselig, om jeg havde set vandfaldene.

Jeg forsøgte at sige, at det ville jeg gøre næste gang, men nej, det måtte jeg gøre. Da det så viste sig at det kunne gøres med bybussen, og at det alligevel var samme retning som lufthavnen gjorde jeg det så.

På den brasilianske side ligger vandfaldene i en national naturpark. En velsmurt turistmaskine. Så velsmurt at selv toiletterne blev passet.

Og ja, det er da flot og fantastisk og ikke nær så farligt, som jeg havde troet. På den brasilianske side bliver man ikke sprøjtet til, med mindre man hopper i en gummibåd og den slags.

Her ses vandfaldene fra det niveau, hvor de begynder at falde. De små mennesker står på den gangbro, jeg ALDRIG skal ud på, og det er Argentina på den side - måske kan det argentiske flag anes.



Der er en artikel om vandfaldene på dansk wikipedia.

Så er det hjemad

Efter at have spist morgenmad - den mest fantastiske buffet med ALT og lidt til bl.a. en masse skiveskåret frugt - får jeg lyst til at anbefale hotellet - det hedder Hotel del Rey.

Jeg gav 90 Reales = ca. 240 kr. for et fint værelse med air-con og inkl. den fantastiske morgenmad. Hotellet er også omtalt i Lonely Planet.

Nu er jeg på vej hjemad. Er på et fint hotel i Foz do Iguacu (det er i Brasilien). Har lige spist en slags pizza og drukket en caipirinha - drinken var god og jeg blev mæt af pizzaen.

I morgen starter flyveturen hjem. Det var så det. En fin, fin oplevelse. Jeg plejer at sige at spaniere ude på landet er det flinkeste der findes. De bliver overgået af folk i Misiones, Argentina. Jeg er ikke engang nået hjem, før jeg vil derhen igen!

Nu sker der nok ikke ret meget mere på den her blog - måske strør jeg lidt kommaer, når jeg kommer i nærheden af noget stabilt strømforsyning. Tak for nu.

Bernardo de Irigoyen - tur/retur

Fredag formiddag købte jeg billet til en 124 km lang tur med rutebil - stik vest til en by der hedder Bernardo de Irigoyen. Den ligger på grænsen til Brasilien. Og ja, by og by. Der var ikke meget by der.

Jeg var blevet narret af, at på det kort jeg har, er signaturen for Bernardo de Irigoyen ligesom Eldorados. Men der var kun nogle få huse, et par isbarer og så nogle supermarkeder klart beregnet til grænsehandlende brasilianere.

Det mest eksotiske jeg så der, var denne mand til hest. Og så fumlede jeg med kameraet, så han næsten var væk inden jeg fik trykket.

Men rejsen frem og tilbage var flot. Grønt, grønt og så frodig-grønt. Med små huse og landbrug næsten hele vejen.

Nedenfor kommer en række billeder der alle er taget ud gennem bus-vinduet, når vi stoppede ved et af de utallige stoppesteder.

En bar ved landevejen - det hvide er et poolbord.

Sådan her var der mange steder: Et hus med veranda, en ko, en lille majsmark og nogle frugttræer.

Der var folk på verandaerne overalt - mange steder var der overskud til et par potteplanter på kanten.

Jeg talte de første 8 af den her slags små kirker langs landevejen.

Det i forgrunden er er typisk busstoppested, ly mod sol og regn.

Dette billede er til Henning.

Karen Johansen og Den Danske Klub Haabet

Torsdag eftermiddag tilbragte jeg i dejligt selskab. Elsa Aerni de Nielsen - Karen Johansens datter - hentede mig sammen med sin argentinske/nordamerikanske/tyske ven Willy. Vi kørte hjem omkring Karen Johansens hus og tog hende med ud til den danske klub Håbets forsamlingshus.

Jeg fik desværre ikke taget så mange billeder udendørs derude, der var tre der snakkede i munden på hinanden med forslag. Forsamlingshuset ligger lidt for sig selv, så klubben har været nødt til at bygge et lille hus på grunden og ansætte et ægtepar til at bo der og passe på huset.

Forsamlingshuset er bygget i to omgange. De første år klubben eksisterede samledes danskerne på skift hos hinanden, indtil de byggede det første mindre forsamlingshus i 1930. Billedet ovenover er fra den første oprindelige del.

Samtlige formænd for klubben Håbet fra den blev stiftet i 1922 - 1992. Nr. 3 fra højre i nederste række er Karen, der var formand i nogle år.

Elsa fortalte, at når de arrangerer damete i forsamlingshuset 3-4 gange om året, så kommer der 100-150 damer.

På vejen tilbage viste de mig det første hus Oluf Johansen byggede til sig og sin familie, da de kom til Misiones.

Familien havde først boet et årstid sydpå i Tandil i Buenos Aires-provinsen, der indtil da havde været det naturlige valg for de danske immigranter. De blev ligesom de øvrige danskere overtalt til at rykke nordpå af Carlos Engwalds propaganda.

Oluf byggede huset uden meget andet værktøj end en håndsav. Det mellem bindingsværket er ikke mursten men ler. 80 år har det stået indtil nu.

Det er Karens anden datter Alicia, der ejer huset. Hun lejer ud til en organisation, der afvænner narkomaner. De har malet det i den hidsige blå farve. Oprindeligt var det malet i en lys farve.

I Karens hyggelige hus hænger denne fine, udskårne træhylde, som hendes far, Oluf Johansen, lavede hjemme i København, da han var arbejdsløs i årene op til 1920, hvor han pakkede familien og tog til Sydamerika.

Maleriet over hylden viser havnen i Eldorado, som den så ud i begyndelsen, det er malet af familiens ven, Rodolfo Beth, der nu bor i Spanien.

Så fik vi kaffe - bordet fint dækket med broderet dug - og stollen medbragt fra Tyskland af Willy sammen med smørbagte småkager.

Karen klarer sig selv i sit hus trods sine 92 år. Der kommer en ung pige og sover i huset, bare for en sikkerheds skyld. Og både Elsa og hendes søster bor i nærheden, så de kigger forbi hver eftermiddag.

Vi kiggede på billeder fra gamle dage. Karen havde det samme billede af Ejler Gedde i sit album, som jeg havde medbragt en fotokopi af - hun kunne supplere det sort-hvide billede med oplysningen om at hans alpehue var rød.

Karen fortalte også at Ejler Gedde var gudfar til Richard Korsager - det er ham ham sidder med på skødet, hvor han også holder et død dyr - en myrebjørn kaldte Elsa den - op i halen.
De fortalte om Ejler Gedde, at han havde været en meget intelligent ung mand, men noget kluntet og ikke særlig pæn, så der var ingen af de danske piger der ville have ham.

Han havde levet sammen med en criolla og fået nogle børn. Bl.a. en søn der hedder Filip Gedde, ham havde jeg fundet i Eldorado-telefonbogen.

Jeg spurgte hvorfor han havde fået en gade opkaldt efter sig. Det er fordi han fra faderen Eduard Gedde havde arvet en masse jord oppe bagved hvor gendarmariet ligger i dag. Den jord delte han ud af til fælles formål, bl.a. en fodboldbane.

Senere var han så blevet alkoholiseret og død i en ung alder. Desværre lykkedes det os ikke - trods Karens klare hukommelse - at finde nogen forbindelse til Misses danske fotoalbum.

Karens bedste gæt på hvem der har taget billederne var Svend Korsager, han var vist den eneste af danskerne, der havde et kamera dengang eller måske har det været gamle Christian Møller, der var fotograf.

Oluf Johansen, født 21. februar 1890 i København. Han blev uddannet tømrer og giftede sig med Olivia Mikkelsen. Sammen fik de seks børn.

Han skrev 6 bøger om sin tid som pioner i Misiones. Han døde i 1944, kun 54 år gammel.

Radio FM Stop 102.3 Mhz i Eldorado

Tirsdag var jeg på besøg hos Radio Stop i Eldorado.

Hugo Kovalski hentede mig på hotellet og fortalte om Radio Stop og dens hjemmeside.


Jeg skriver ikke ret meget om besøget her på bloggen - der skal jo også være noget eksklusivt til studierapporten!

Der skal selvfølgelig ikke megen teknik til at sende radio, men som det fremgår af billederne her af hhv. kontrolrum og studie, er det beskedne forhold.


Hugo fortalte at bygningen, hvorfra de sender radio ud til lyttere i en radius på 100 km tidligere har været anvendt til katolsk messe, der har været biograf og indtil radioen overtog den, var der diskotek.

Byttepenge og velsignet brød

Når alle småting koster 2,50 Pesos og der er en eller anden grund ikke er ret mange mønter i omløb, så er der nogen gange problemer.

Folk står tit og leder i bunden af deres tasker i bussen - en busbillet koster 1,50 Pesos (godt 2 kr.).

I dag da jeg købte ind til frokost i et stort supermarked var de også løbet tør for 50 centavos. Så jeg blev lige tvangsfordret med noget slik.

Da jeg skulle købe brød, fik jeg til en afveksling øje på nogle lidt mørkere boller, nogen der så lidt grovere ud end det normale brød her, som er bagt med meget fintmalet hvedemel - sådan pølsebrødagtigt.

Det bliver som tvebakker, når man rister det - jeg ved det, fordi sådan er morgenbrødet på hotellet. Til gengæld er der så kun marmelade og dulce de leche ("indkogt" mælk, der er blevet til sådan noget smørbart lysebrunt sukkerstads).

Nå, jeg sagde jeg gerne ville have sådan to boller. Men det er pan salvado, sagde den flinke ekspedient. Da jeg havde sikret mig, at de ikke var sukrede, bad jeg alligevel om to. Så blev der godt nok noget grinen, da jeg sagde at nu måtte jeg hjem og finde ud af, hvad salvado betød.

Bollerne smagte godt og jeg har ikke taget skade, selv om jeg nu ved at salvado betyder velsignet. Men gad vide hvem der har velsignet dem?

Og ja, det til højre på billedet af min torsdagsfrokost er et glas rødvin. Det velsignede jeg til gengæld selv.

Formiddag på museet

Onsdag formiddag tilbragte jeg på Museo Cooperativo, der ligger i centrum af Eldorado. Et meget fint lille museum, der dokumenterer koloniens historie.



Allerførst faldt jeg over dette billede af Bodil med sine to yngre søstre. Billedet er taget i majsmarken i 1930. Den Bodil jeg besøgte på alderdomshjemmet i søndags.



Der er en masse af den første tids redskaber - bl.a. kæmpestore håndsave - og husgeråd.



Der er en vaskemaskine indrettet med aksel, som fik mig til at tænke på at Bodil fortalte, at hendes far havde en Ford T og når de skulle vaske, skruede han et hjul af og satte en rem på, så bilen kunne trække vaskemaskinen.



Der er fine brudekjoler, gamle kufferter så store som skabe, porcelæn og ikke mindst er der fotografier. Mange familier har doneret originale fotos og af andres er der taget fotokopier.



Der ligger fotokopier af både Nina Raben Engwalds bog "Eldorado" fra 1938 og af de fleste af Oluf Johansens bøger.



I en samling fotos fra Oluf Johansens familie fandt jeg flere af de fotos der var i Misses album. Og der var også et billede mere af Ejler Gedde sammen med Andres Blanco.



På væggen hænger denne collage med billeder fra Karen Johansens 80 års fødselsdag.

Nu er jeg efterhånden meget spændt på at møde hende og høre om hun kan opklare sagen med billederne i Misses album.