Vandfaldene

Så til allersidst - i mandags inden jeg skulle hjem - gav jeg alligevel efter for det massive pres. Alle både i Argentina og Brasilien spurgte ustandselig, om jeg havde set vandfaldene.

Jeg forsøgte at sige, at det ville jeg gøre næste gang, men nej, det måtte jeg gøre. Da det så viste sig at det kunne gøres med bybussen, og at det alligevel var samme retning som lufthavnen gjorde jeg det så.

På den brasilianske side ligger vandfaldene i en national naturpark. En velsmurt turistmaskine. Så velsmurt at selv toiletterne blev passet.

Og ja, det er da flot og fantastisk og ikke nær så farligt, som jeg havde troet. På den brasilianske side bliver man ikke sprøjtet til, med mindre man hopper i en gummibåd og den slags.

Her ses vandfaldene fra det niveau, hvor de begynder at falde. De små mennesker står på den gangbro, jeg ALDRIG skal ud på, og det er Argentina på den side - måske kan det argentiske flag anes.



Der er en artikel om vandfaldene på dansk wikipedia.

Så er det hjemad

Efter at have spist morgenmad - den mest fantastiske buffet med ALT og lidt til bl.a. en masse skiveskåret frugt - får jeg lyst til at anbefale hotellet - det hedder Hotel del Rey.

Jeg gav 90 Reales = ca. 240 kr. for et fint værelse med air-con og inkl. den fantastiske morgenmad. Hotellet er også omtalt i Lonely Planet.

Nu er jeg på vej hjemad. Er på et fint hotel i Foz do Iguacu (det er i Brasilien). Har lige spist en slags pizza og drukket en caipirinha - drinken var god og jeg blev mæt af pizzaen.

I morgen starter flyveturen hjem. Det var så det. En fin, fin oplevelse. Jeg plejer at sige at spaniere ude på landet er det flinkeste der findes. De bliver overgået af folk i Misiones, Argentina. Jeg er ikke engang nået hjem, før jeg vil derhen igen!

Nu sker der nok ikke ret meget mere på den her blog - måske strør jeg lidt kommaer, når jeg kommer i nærheden af noget stabilt strømforsyning. Tak for nu.

Bernardo de Irigoyen - tur/retur

Fredag formiddag købte jeg billet til en 124 km lang tur med rutebil - stik vest til en by der hedder Bernardo de Irigoyen. Den ligger på grænsen til Brasilien. Og ja, by og by. Der var ikke meget by der.

Jeg var blevet narret af, at på det kort jeg har, er signaturen for Bernardo de Irigoyen ligesom Eldorados. Men der var kun nogle få huse, et par isbarer og så nogle supermarkeder klart beregnet til grænsehandlende brasilianere.

Det mest eksotiske jeg så der, var denne mand til hest. Og så fumlede jeg med kameraet, så han næsten var væk inden jeg fik trykket.

Men rejsen frem og tilbage var flot. Grønt, grønt og så frodig-grønt. Med små huse og landbrug næsten hele vejen.

Nedenfor kommer en række billeder der alle er taget ud gennem bus-vinduet, når vi stoppede ved et af de utallige stoppesteder.

En bar ved landevejen - det hvide er et poolbord.

Sådan her var der mange steder: Et hus med veranda, en ko, en lille majsmark og nogle frugttræer.

Der var folk på verandaerne overalt - mange steder var der overskud til et par potteplanter på kanten.

Jeg talte de første 8 af den her slags små kirker langs landevejen.

Det i forgrunden er er typisk busstoppested, ly mod sol og regn.

Dette billede er til Henning.

Karen Johansen og Den Danske Klub Haabet

Torsdag eftermiddag tilbragte jeg i dejligt selskab. Elsa Aerni de Nielsen - Karen Johansens datter - hentede mig sammen med sin argentinske/nordamerikanske/tyske ven Willy. Vi kørte hjem omkring Karen Johansens hus og tog hende med ud til den danske klub Håbets forsamlingshus.

Jeg fik desværre ikke taget så mange billeder udendørs derude, der var tre der snakkede i munden på hinanden med forslag. Forsamlingshuset ligger lidt for sig selv, så klubben har været nødt til at bygge et lille hus på grunden og ansætte et ægtepar til at bo der og passe på huset.

Forsamlingshuset er bygget i to omgange. De første år klubben eksisterede samledes danskerne på skift hos hinanden, indtil de byggede det første mindre forsamlingshus i 1930. Billedet ovenover er fra den første oprindelige del.

Samtlige formænd for klubben Håbet fra den blev stiftet i 1922 - 1992. Nr. 3 fra højre i nederste række er Karen, der var formand i nogle år.

Elsa fortalte, at når de arrangerer damete i forsamlingshuset 3-4 gange om året, så kommer der 100-150 damer.

På vejen tilbage viste de mig det første hus Oluf Johansen byggede til sig og sin familie, da de kom til Misiones.

Familien havde først boet et årstid sydpå i Tandil i Buenos Aires-provinsen, der indtil da havde været det naturlige valg for de danske immigranter. De blev ligesom de øvrige danskere overtalt til at rykke nordpå af Carlos Engwalds propaganda.

Oluf byggede huset uden meget andet værktøj end en håndsav. Det mellem bindingsværket er ikke mursten men ler. 80 år har det stået indtil nu.

Det er Karens anden datter Alicia, der ejer huset. Hun lejer ud til en organisation, der afvænner narkomaner. De har malet det i den hidsige blå farve. Oprindeligt var det malet i en lys farve.

I Karens hyggelige hus hænger denne fine, udskårne træhylde, som hendes far, Oluf Johansen, lavede hjemme i København, da han var arbejdsløs i årene op til 1920, hvor han pakkede familien og tog til Sydamerika.

Maleriet over hylden viser havnen i Eldorado, som den så ud i begyndelsen, det er malet af familiens ven, Rodolfo Beth, der nu bor i Spanien.

Så fik vi kaffe - bordet fint dækket med broderet dug - og stollen medbragt fra Tyskland af Willy sammen med smørbagte småkager.

Karen klarer sig selv i sit hus trods sine 92 år. Der kommer en ung pige og sover i huset, bare for en sikkerheds skyld. Og både Elsa og hendes søster bor i nærheden, så de kigger forbi hver eftermiddag.

Vi kiggede på billeder fra gamle dage. Karen havde det samme billede af Ejler Gedde i sit album, som jeg havde medbragt en fotokopi af - hun kunne supplere det sort-hvide billede med oplysningen om at hans alpehue var rød.

Karen fortalte også at Ejler Gedde var gudfar til Richard Korsager - det er ham ham sidder med på skødet, hvor han også holder et død dyr - en myrebjørn kaldte Elsa den - op i halen.
De fortalte om Ejler Gedde, at han havde været en meget intelligent ung mand, men noget kluntet og ikke særlig pæn, så der var ingen af de danske piger der ville have ham.

Han havde levet sammen med en criolla og fået nogle børn. Bl.a. en søn der hedder Filip Gedde, ham havde jeg fundet i Eldorado-telefonbogen.

Jeg spurgte hvorfor han havde fået en gade opkaldt efter sig. Det er fordi han fra faderen Eduard Gedde havde arvet en masse jord oppe bagved hvor gendarmariet ligger i dag. Den jord delte han ud af til fælles formål, bl.a. en fodboldbane.

Senere var han så blevet alkoholiseret og død i en ung alder. Desværre lykkedes det os ikke - trods Karens klare hukommelse - at finde nogen forbindelse til Misses danske fotoalbum.

Karens bedste gæt på hvem der har taget billederne var Svend Korsager, han var vist den eneste af danskerne, der havde et kamera dengang eller måske har det været gamle Christian Møller, der var fotograf.

Oluf Johansen, født 21. februar 1890 i København. Han blev uddannet tømrer og giftede sig med Olivia Mikkelsen. Sammen fik de seks børn.

Han skrev 6 bøger om sin tid som pioner i Misiones. Han døde i 1944, kun 54 år gammel.

Radio FM Stop 102.3 Mhz i Eldorado

Tirsdag var jeg på besøg hos Radio Stop i Eldorado.

Hugo Kovalski hentede mig på hotellet og fortalte om Radio Stop og dens hjemmeside.


Jeg skriver ikke ret meget om besøget her på bloggen - der skal jo også være noget eksklusivt til studierapporten!

Der skal selvfølgelig ikke megen teknik til at sende radio, men som det fremgår af billederne her af hhv. kontrolrum og studie, er det beskedne forhold.


Hugo fortalte at bygningen, hvorfra de sender radio ud til lyttere i en radius på 100 km tidligere har været anvendt til katolsk messe, der har været biograf og indtil radioen overtog den, var der diskotek.

Byttepenge og velsignet brød

Når alle småting koster 2,50 Pesos og der er en eller anden grund ikke er ret mange mønter i omløb, så er der nogen gange problemer.

Folk står tit og leder i bunden af deres tasker i bussen - en busbillet koster 1,50 Pesos (godt 2 kr.).

I dag da jeg købte ind til frokost i et stort supermarked var de også løbet tør for 50 centavos. Så jeg blev lige tvangsfordret med noget slik.

Da jeg skulle købe brød, fik jeg til en afveksling øje på nogle lidt mørkere boller, nogen der så lidt grovere ud end det normale brød her, som er bagt med meget fintmalet hvedemel - sådan pølsebrødagtigt.

Det bliver som tvebakker, når man rister det - jeg ved det, fordi sådan er morgenbrødet på hotellet. Til gengæld er der så kun marmelade og dulce de leche ("indkogt" mælk, der er blevet til sådan noget smørbart lysebrunt sukkerstads).

Nå, jeg sagde jeg gerne ville have sådan to boller. Men det er pan salvado, sagde den flinke ekspedient. Da jeg havde sikret mig, at de ikke var sukrede, bad jeg alligevel om to. Så blev der godt nok noget grinen, da jeg sagde at nu måtte jeg hjem og finde ud af, hvad salvado betød.

Bollerne smagte godt og jeg har ikke taget skade, selv om jeg nu ved at salvado betyder velsignet. Men gad vide hvem der har velsignet dem?

Og ja, det til højre på billedet af min torsdagsfrokost er et glas rødvin. Det velsignede jeg til gengæld selv.

Formiddag på museet

Onsdag formiddag tilbragte jeg på Museo Cooperativo, der ligger i centrum af Eldorado. Et meget fint lille museum, der dokumenterer koloniens historie.



Allerførst faldt jeg over dette billede af Bodil med sine to yngre søstre. Billedet er taget i majsmarken i 1930. Den Bodil jeg besøgte på alderdomshjemmet i søndags.



Der er en masse af den første tids redskaber - bl.a. kæmpestore håndsave - og husgeråd.



Der er en vaskemaskine indrettet med aksel, som fik mig til at tænke på at Bodil fortalte, at hendes far havde en Ford T og når de skulle vaske, skruede han et hjul af og satte en rem på, så bilen kunne trække vaskemaskinen.



Der er fine brudekjoler, gamle kufferter så store som skabe, porcelæn og ikke mindst er der fotografier. Mange familier har doneret originale fotos og af andres er der taget fotokopier.



Der ligger fotokopier af både Nina Raben Engwalds bog "Eldorado" fra 1938 og af de fleste af Oluf Johansens bøger.



I en samling fotos fra Oluf Johansens familie fandt jeg flere af de fotos der var i Misses album. Og der var også et billede mere af Ejler Gedde sammen med Andres Blanco.



På væggen hænger denne collage med billeder fra Karen Johansens 80 års fødselsdag.

Nu er jeg efterhånden meget spændt på at møde hende og høre om hun kan opklare sagen med billederne i Misses album.

Kirkegården i Eldorado

Tirsdag skrumlede jeg med bybussen til km 4 - det vil sige 5 km mod vest fra centrum for at kigge efter spor af de danske pionerer - og som forventet lå de pænt side om side på en forøvrigt ikke særlig velplejet kirkegård - for nu at sige det pænt.



Oluf Johansen, født i København 1890, død i Buenos Aires 1944

"I Danmark er jeg født, der har jeg rod
der har jeg hjemme osv.



Ved siden af den står en lille sten over hans kone:
Olivia Johansen, født i Danmark 5/3-1888, død i Eldorado 4/9-1971




Nina Raben de Engwald, født 19/4-1887 i Herning, død 21/8-1971 i Eldorado
- det var hende, der i 1938 udgav bogen Eldorado om deres pionertid i Misiones og Paraguay.



Og Ninas mand: Carlos Emilio Engwald, født 5/8-1887 i Danmark, død 5/12-1978 i Eldorado
- det var ham, der hjalp Schwelm med at få solgt jorden i Misiones.



Eduard Gedde, født i Danmart 15/11-1875, død i Eldorado 9/7-1954
(Ejler Geddes far)



Der er alt for mange børnegrave spredt rundt mellem voksengravene.

Oluf Johansen fik en lille plads

Når man går mod vest ad hovedgaden - Avenida San Martin kommer man forbi Danmarksgade - Calle Dinamarca.

Og ikke nok med at gaden hedder Calle Dinamarca - der er et helt lille dansk hjørne, hvor den danske forening Håbet har rejst en mindesten for de danske pionerer, som de skriver "I anledning af Haabets 70 aars stiftelse".

Hjørnet - som de kalder en lille plads - er opkaldt efter Oluf Johansen (ham hvis 92 årige datter jeg skal møde senere).

Jeg blev så glad, da jeg i mandags fandt en bar, hvor jeg kunne få en dejlig, kold øl, at jeg var nødt til at tage et billede af den. Heldigvis var der kun en halv liter.






Hylden med maté i et tilfældigt supermarked. Der er metervis med forskellige mærker i maté, hvorimod man skal kigge langt efter kaffen. Man skal nok være vokset op med maté for at sætte pris på det. Jeg synes det smager værre end Markussens Universalurte - og det siger jo ikke så lidt!


Jeg bliver hele tiden overrasket over frodigheden her - se fx det her træ, det ligner figen. Det vil bare have unger, om de så skal komme ud af ryggen!

Rejsens detektivopgave

Jeg har også denne gang en lille detektivopgave med til Argentina. Opgaven er at finde oplysninger om en ungersvend med alpehue, der i 1938 sendte billeder fra Eldorado hjem til en vis Misse, født 1913 i Sønderjylland.

Da Misse døde fandt hendes datter billederne i moderens fotoalbum. Datteren aner ikke hvor de er kommet fra.

Allerede for et par år siden fandt jeg denne side i net-avisen Misiones Online, hvor Bodil Bylling de Eriksen fortæller om sin barndom i Eldorado.

Billedet på siden er magen til et af de fotos, der var i Misses album – bag på Misses eksemplar har en eller anden skrevet ”17 danskere i en båd. 27. februar 1935. Piragy Iguazu Misiones".

Da så min lokale kontakt foreslog, at at jeg skulle tage ud og besøge den samme Bodil, var jeg jo meget spændt. Bodil bor på en alderdomshjem i Eldorado.

Bodil ville gerne snakke, hun mente at det var Karen Johansen, der havde leveret billedet af danskerne i udflugtsbåden – hun fortalte at pigen på 12-13 år i forgrunden i mørk badedragt er hende og at det er hendes mor, der sidder bagved og sutter maté.




Da jeg viste Bodil billedet af Ejler Gedde og spurgte om hun vidste hvem det var, svarede hun:

- Ja, han var jo ikke så pæn, og han drak.

Forældrene havde været lidt finere end de andre ifølge Bodil. De havde været i Indien inden, mente hun.

Det passer godt med det jeg har fundet ud af, nemlig at Eduard Gedde i hvert fald i 1915 var forsøgsleder på Sankt Croix (han var uddannet landbrugskandidat).

- Ja, det Indien der ligger oppe ved USA, svarede Bodil.

Hun fortalte, at Ejler Gedde giftede sig med en indfødt, og at han døde ret ung. Det var hvad hun vidste om ham.

Men noget godt har han vel udrettet, når de har opkaldt en gade efter ham?



Et kig op ad Calle Ejler Gedde

Bodil blev rigtig glad for den sidste nye FamilieJournal, som jeg gav hende. Hun forsikrede flere gange, at hun ville give det videre til Karen, når hun selv havde læst det.



Bodil Bylling de Eriksen, Hogar San Juan, Eldorado

Ja, gad vide om Bodil, der i midten af firserne og noget svagelig, får lov til at komme hjem til sit hus igen og ikke skal blive permanent på alderdomshjemmet?

På tur med bybussen

Eldorado er en meget langstrakt by. Den begyndte ude ved floden Paraná, hvorfra de startede med at hugge en vej ind i urskoven og byggede deres første huse langs vejen. Da de var nået 9 km ind i landet, var der så meget overskud at de slog nogle streger og lavede en rigtig by.

Vejen arbejdede sig mod øst og de byggede stadig huse og små landbrug langs den.

Her søndag formiddag tog jeg bybussen de 9 km mod vest. Og det er rigtigt, der er faktisk en slags by hele vejen. Med huse, værksteder, små og store forretninger.



Lige inden floden er der anlagt en park til ære for byens grundlægger og de har lavet denne buste af ham. Han var tysker og hed Schwelm. Ham der gjorde arbejdet for Schwelm - agiterede og solgte hans jord videre, var en dansker der hed Engwald. Men det er en anden historie.



Her i det skæve hus lavede de mad, børnene løb glade rundt og ude bagved var der bananklaser, der snart kan sælges.



Den her kiosk var lukket, men ejeren fortalte at ovre på den anden side af vejen - i det blå hus var der forretning.

Så der gik jeg over og købte en flaske vand, mens jeg ventede og ventede og ventede på bussen i varmen.



De har sgu´stjålet DRs logo - er der ikke lige nogen der pudser JURA på dem?



Her til sidst kommer et billede, der først kommer forklaring på i morgen eller deromkring.

Hotel Turismo Eldorado - det er her jeg bor

Hotellet er tilknyttet ACA - svarende til FDM. Hvis man er medlem får man ikke bare værelserne billigere, men alle retterne på menu-kortet har to priser - en for medlemmer og en for sådan en som mig.



Hotellet er lidt motel-agtigt, her er det mit værelse set udefra.



..og her er vi indenfor. Jeg ville nok hellere have haft et bord og en stol end et stort TV og et stort køleskab, men man kan jo ikke altid få det hele.




Her er en dejlig stor swimming-pool. Den er der jo så mange andre der er glade for!.




Inde mellem hotel-fløjene er der eksotiske træer, buske og planter med mærkelige blomster.




Og lige bag ved er der nærmest urskov.